Aalborg Vejgaard Apotek

Ny digital skiltning har forbedret hverdagen hos Aalborg Vejgaard Apotek

Aalborg Vejgaard Apotek har udskiftet deres tidligere digitale prisskilte med en helt ny og moderne løsning fra Delfi Technologies. En opgradering, der udover en årlig besparelse på op til 60.000 kroner, også medfører en langt større fleksibilitet og nye muligheder i den daglige drift.

Hos Aalborg Vejgaard Apotek har man foretaget en betydelig opgradering af deres tidligere system med digitale prisskilte. Selvom priserne også var digitaliserede førhen, krævede vareinformation stadig manuelt arbejde fra personalet, som måtte printe individuelle varelabels til hvert prisskilt.

De tidligere prisskilte kunne også være svære at læse fra forskellige vinkler på grund af refleksion fra lys og genskær. Vedligeholdelse af priser og alle former for vareinformation er nu blevet fuldt digitaliseret med den nye løsning fra Delfi Technologies. Løsningen giver ikke blot giver apoteket et mere elegant og moderne udtryk, men også sikrer, at skiltene er letlæselige fra enhver vinkel.

"Med løsningen fra Delfi Technologies sikrer vi at alle nødvendige- og lovpligtige oplysninger automatisk bliver inkluderet på skiltene. Det hele er automatiseret og vi slipper derfor for en del ekstra arbejde."

Jeanette Graff Farmakonom & Kampagneansvarlig hos Aalborg Vejgaard Apotek

Brugervenlighed kombineret med avanceret funktionalitet

Fleksibiliteten med de nye digitale prisskilte er langt større sammenlignet med tidligere i forhold til hvad apoteket ønsker at vise og hvordan man vil benytte skiltene. Der er mulighed for at vise flere varer på samme skilt, hvilket sparer plads, men også tillader en mere effektiv præsentation af produkterne for kunderne. Dette er særligt gavnligt på hylder med mange mindre varer eller generelt ved pladsmangel.

– Hvis der er mange varer på en hylde, så kan det være svært at finde plads. Her kan vi slå to varer ind på samme skilt, siger Jeanette Graff, der er farmakonom og kampagneansvarlig hos Aalborg Vejgaard Apotek.

Løsningen fra Delfi Technologies kombinerer brugervenlighed og avancerede funktioner, som ikke var tilgængelige med den tidligere løsning. Med en mobil-app (BreeceGo), installeret på en mobiltelefon eller en håndterminal, kan apoteket let administrere varer og prisskilte direkte ved hylden.

– App’en er utrolig brugervenlig. Vi har den installeret på vores mobiltelefoner, og alle kan hurtigt lære at anvende den. Det er meget overskueligt og det er nemt at opdage eventuelle fejl, så vi kan handle hurtigt.

Lovpligtige informationer fremgår automatisk

Som kampagneansvarlig er det også Jeanette Graffs ansvar, at sikre den korrekte skiltning på apoteket. Det omfatter ikke blot enhver opdatering af varer og priser, men også at sikre, at lovpligtige informationer om produkter som kosttilskud, medicinsk udstyr og kosmetiske varer fremgår tydeligt på skiltene.

Alle vare- og prisinformationer kommer direkte fra apotekets grossist, Nomeco, der er Danmarks største medicinalgrossist. Men tidligere var personalet nødt til selv at tilføje plastikskilte med lovpligtige oplysninger for at imødekomme gældende lovkrav. En af de primære fordele ved den nye skilteløsning er muligheden for at inkludere alle informationer direkte på skiltene.

– Med løsningen fra Delfi Technologies sikrer vi at alle nødvendige- og lovpligtige oplysninger automatisk bliver inkluderet på skiltene. Det hele er automatiseret og vi slipper derfor for en del ekstra arbejde, forklarer Jeanette Graff.

Sparer op til 60.000 kroner om året

En anden væsentlig fordel er de store tidsbesparelser ved implementering af nye kampagner hver 4. uge. Her bliver mange varer nemlig prisjusteret ved kampagnestart og igen ved kampagneafslutning. Derudover er der regelmæssige prisreguleringer af lægemidler, som finder sted hver 14. dag.

De digitale skilte sikrer, at priserne bliver fremhævet i overensstemmelse med kampagnerne, og at udsalgspriserne på apoteket altid er korrekte og opdaterede, hvilket fører til en mere effektiv drift. Dette er særligt vigtigt i en travl hverdag på apoteket, hvor ændringer i varer eller priser forekommer hyppigt.

Aalborg Vejgaard Apotek er en del af A-apoteket – en kæde af uafhængige apoteker i Danmark. I samarbejde med kædekontoret hos A-apoteket har Delfi Technologies kigget på de årlige besparelser for apoteker som Aalborg Vejgaard Apotek. Disse besparelser beløber sig til omkring 60.000 kroner i form af tids- og ressourcebesparelser.

Om Aalborg Vejgaard Apotek

Aalborg Vejgaard Apotek er et moderne apotek med 26 ansatte og faglig rådgivning i højsædet, som sikrer dig svar på dine spørgsmål. Som en central del af lokalsamfundet tilbyder apoteket en bred vifte af farmaceutiske tjenester og produkter til kunderne.

Ønsker du at vide mere?

Kontakt os i dag, og vi vender retur med glæde

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.