ØENS MURERFIRMA
RFID skaber sporbarhed og booster lagereffektiviteten hos Øens Murerfirma
Effektiv lagerstyring og logistikflow er to afgørende faktorer i den daglige drift hos Øens Murerfirma, som selv lagerfører materialer og værktøj til virksomhedens projekter. En RFID-løsning fra Delfi Technologies skaber sporbarhed på salgsvarer og udlån, så man kan drive lageret så effektivt som muligt.
Hos Øens Murerfirma udfører man alt inden for murer-, tømrer-, jord-, kloak-, beton- og anlægsarbejde. Arbejdet udføres i egenproduktion til både mindre sager for private kunder og de helt store entreprisesager. Materialer og værktøj til projekterne henter håndværkerne selv direkte fra lageret på det 60.000 m² store domicil på Amager. Her bliver alt materiale registreret via RFID-tags eller stregkoder, så Øens Murerfirma konstant har et overblik over det nøjagtige varelager.
"Det er en fordel at bruge RFID i et hårdt miljø som vores, hvor værktøj og maskiner bliver udsat for lidt af hvert. Vores system med RFID og stregkoder sparer tid i vareudlevering- og indlevering på lageret."
Med RFID-tags, også kaldet usynlige stregkoder, monterer Øens Murerfirma små radio-chips på, eller i, værktøj og maskiner, som så kan blive aflæst trådløst med en RFID-læser (håndterminal), uden at lagermedarbejderne behøver at skulle vende og dreje enhederne. For Øens Murerfirma har det den unikke fordel, at chippen er nærmest usynlig og samtidig robust, så kvaliteten dermed også bevares, hvorimod en påsat stregkodelabel typisk ikke er ligeså holdbar i længden og kan blive beskadiget, eller dækket til af støv og snavs ude på en opgave.
– Vi bruger stregkoder på alle de varer vi sælger. Derudover bruger vi RFID til at holde styr på udlån til byggesager, som typisk er værktøj eller maskiner, der løbende går ind og ud af lageret. Vi skiller det meste værktøj ad og placerer en RFID-tag et usynligt sted. På større maskiner monterer vi et plastik tag et synligt sted. Fælles for begge metoder er, at vi med RFID-tags kan bevare sporbarheden og det unikke ID på enhederne, selvom et stykke værktøj eller en maskine skulle blive beskidt eller beskadiget ude på en opgave, siger Preben Boeskov, IT-ansvarlig hos Øens Murerfirma.
RFID SKABER VÆRDI I LAGERSTYRINGEN
Alle indkomne- og udgående varer er forsynet med enten RFID-tag eller en stregkode. Ethvert udlån registreres desuden ved både udlevering og indlevering, hvor enhederne bliver scannet på lageret. RFID- og stregkodeløsningen er skræddersyet og udviklet specielt til Øens Murerfirma af Delfi Technologies. Samarbejdet startede helt tilbage i 2004, men løsningen er vokset gennem årene, og der er løbende blevet udviklet videre på systemet i takt med, at projektet er blevet udvidet.
– Det er en fordel at bruge RFID i et hårdt miljø som vores, hvor værktøj og maskiner bliver udsat for lidt af hvert. Vores system med RFID og stregkoder sparer tid i vareudlevering- og indlevering på lageret. Vi registrerer alt, og på den måde kan vi holde fuldstændig styr på udlån og salgsvarer. Vi kan også se, hvor og hvornår der bliver udlånt værktøj eller maskiner til en sag. Herigennem kan vi skabe den nødvendige sporbarhed på lageret, og det skaber stor værdi i hverdagen, fortæller Henrik B. Nielsen, lagerchef hos Øens Murerfirma.
OM ØENS MURERFIRMA
Øens Murerfirma udfører murer-, tømrer-, beton-, kloak- og anlægsarbejde. I 1991 blev Øens Murerfirma etableret af Jan Elving og i takt med at firmaet voksede, blev Thomas Damm medindehaver i 1997. Begge parter er en del af direktionen i dag. Øens Murerfirma har et 60.000 m² stort domicil på Amager og beskæftiger 42 funktionærer samt en håndværkerstab, der gennemsnitligt består af 180 medarbejdere fordelt på murere, tømrere, bygningsstruktører, anlægsgartnere, kloakfolk samt arbejdsfolk og lærlinge
Ønsker du at vide mere?
Kontakt os i dag, og vi vender retur med glæde