Det er fra 2. januar 2020 ikke længere tilladt at anvende kasseboner med stoffet bisphenol A (BPA). Boner og kvitteringer trykt på termopapir kan indeholde bisphenol A, og fra årsskiftet er det blevet forbudt at anvende termopapir indeholdende bisphenol A i koncentrationer på 0,02 vægtprocent eller derover. Er du brændt inde med bonruller, skal du også sørge for at bortskaffe dem.
Siden 2010 har stoffet været forbudt i Danmark i emballage og beholdere til fødevarer, som børn under tre år kan komme i kontakt med – og stoffet har siden 2011 været forbudt i sutteflasker i EU, og nu bliver det også forbudt i kasseboner.
Bisphenol A (BPA) er et stof, der skader fertiliteten og er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er forbudt i materialer der har kontakt med fødevarer til børn under tre år, men det kan også findes i blandt andet kasseboner.
Hovedparten af boner og kvitteringer er trykt på varmefølsomt papir, såkaldt termopapir, som indeholder bisphenol A.Det har vist sig, at forbrugere bliver udsat for bisphenol A ved kontakt med kasseboner og i de senere år er flere supermarkedskæder dog begyndt at udfase brugen af termopapir, som indeholder dette stof. Sidste år blev EU-medlemslandene enige om at forbyde BPA i termopapir og dette forbud vil træde i kraft den 2. januar 2020 (kilde: Miljøstyrelsens hjemmeside).