Som følge af den elektroniske prisskiltning der er i størstedelen af Dagrofa’s supermarkeder landet over, har konceptet nu udvidet sig til også at omfatte kontorskiltning i administrationen i Ringsted. Konceptet ’kontor-skiltning’ fungerer fuldstændig som i supermarkedet – navnet, afdelingen eller lokalenummeret kan ændres på få sekunder, ligesom priserne nede i supermarkedet.
I mange år har Dagrofa haft elektronisk prisskiltning – også kaldet Breece System - i størstedelen af deres supermarkeder og det fungerer rigtig godt. René Severinsen, der er IT-Product Owner i Dagrofa, foreslog derfor i forsommeren 2017, at Dagrofa skulle bruge konceptet med elektronisk skiltning til deres mange kontorer og mødelokaler i administrationen.
- Før i tiden havde vi folie på alle kontordøre hvor navnene på medarbejderne i det pågældende kontor var standset ud. Det var en relativ dyr løsning og omstændig, da det krævede et eksternt firma til at lave det grafiske arbejde og forestå opsætningen. I et stort hus som vores, er der jævnligt folk som skifter afdeling og nogen sidder i projektgrupper andre steder i huset i perioder. Dertil er der også en naturlig rotation, hvor nogle medarbejdere forlader huset og nye starter. For at holde styr på medarbejdere og den geografiske placering, kræver det en meget fleksibel løsning og det har vi fået i Breece System, fortæller René Severinsen, der er ansvarlig for kontorskiltningen i administrationen.
Enkel løsning med stort udbytte
Henover årene blev opgaven med at skifte folie hver gang en medarbejder skiftede plads eller en ny startede ikke rigtig fulgt op. Det betød, at tilliden til om navnene på folien var korrekt dalede. Manglende tillid og den relative omkostningstunge post, fik René og den resterende IT-afdeling til at kigge på andre løsninger.
- Vi kiggede på iPads og tilsvarende skærmløsninger, da vi ønskede en elektronisk løsning, men den økonomiske udgift og kompleksitet matchede ikke den forholdsvise enkle løsning med stort udbytte, som vi ledte efter. Jeg kontaktede vores samarbejdspartner på elektronisk prisskiltning, Delfi Technologies, og sammen arbejdede vi på en holdbar løsning. Vi valgte ud fra erfaring og muligheden for kun at skulle udvikle en smule, at genbruge konceptet ’elektronisk prisskiltning’, som vi allerede kendte fra vores butikker, fortæller René Severinsen.
Til højre for samtlige kontorer og mødelokaler i Dagrofa’s administration er der et forstørret elektronisk skilt monteret med lokale nummer, afdeling og navn. Der er plads til fire navne på hver skilt. Ved gruppekontorer hvor der er flere medarbejdere end fire, er der monteret to skilte.
Oppe i højre hjørne på samtlige skilte er det røde genkendelige Dagrofa logo, der sikrer den interne branding og ensartethed.