OK PLUS MED NY TEKNOLOGI

OK Plus investerer i ny teknologi til butikkerne

På trods Corona oplever OK Plus travlhed hos conveniencekædens butikker. For at kunne levere den optimale kundeservice, er det nødvendigt med driftssikre og effektive butikker. Gennem et samarbejde med it-virksomheden Delfi Technologies har OK Plus fremtidssikret butikkerne med den rette kombination af teknologi.

OK Plus er en landsdækkende kæde af conveniencebutikker, som alle ligger i forbindelse med et OK-benzinanlæg. Her er det muligt at tanke op – uanset om det gælder brændstof eller lidt lækkert at spise. I dag består kæden af 69 butikker og flere er på vej. Kædekontoret hos OK Plus supporterer blandt andet butikkerne med leverandørforhandlinger, markedsføring, butiksindretning og it.

Både i forhold til butiksindretning og it er der gang i meget hos OK Plus. Flere af kædens butikker moderniseres og på it-siden har alle butikker fået en ny og fremtidssikker butiksløsning til bestilling af varer, statusoptælling og andre vigtige butiksopgaver.

Butiksløsningen består bl.a. af håndterminaler og software – en løsning Delfi Technologies har leveret gennem et samarbejde, der blev indledt gennem Reitan Convenience Danmark, som er distributør og samarbejdspartner for OK Plus. OK Plus var på udkig efter nye bestillingsterminaler og hentede i den forbindelse inspiration hos Reitan. Her var Delfi Technologies allerede leverandør og derfor valgte OK Plus at kigge samme vej.

Klaus Bølle har været hos OK Plus, og inden da i det tidligere DK Benzin, i sammenlagt mere end 27 år. Inden da var han hos FDB (Coop i dag). Rejsen hos OK Plus startede Klaus Bølle som bestyrer af en testbutik med fokus på moderne drift. I den forbindelse stillede han ofte en del it-relaterede spørgsmål, hvorfor han senere hen fik tilbuddet om at varetage kædens overordnede it-drift. Gennem tiden har Klaus Bølle været rundt forskellige steder i kæden, også en periode i rollen som distriktschef i DK Benzin. Med den baggrund ved han i dag, hvad butikkerne har behov for.

"De senere år har der været en massiv teknologisk udvikling. Vi er nødt til at være på forkant med udviklingen for at kunne sikre en moderne butiksdrift. Samarbejdet med Delfi Technologies har givet os en driftssikker og fremtidssikker butiksløsning."

Klaus Bølle, it-chef hos OK Plus-kæden

EFFEKTIVE OG DRIFTSSIKRE BUTIKKER ER ALTAFGØRENDE

Selvom 2020 i høj grad har handlet om Corona og omstillingsparathed, så har OK Plus generelt oplevet en stor aktivitet i hele landet. Ifølge Klaus Bølle kan en del af travlheden tilskrives den ekstra del af befolkningen, der har gået hjemme over længere tid og derfor også har lagt vejen forbi en af butikkerne oftere bl.a. i forbindelse med pakkeafhentning.

– Folk skal stadig have mad og de skal stadig afhente deres pakker. Vi har særligt oplevet en stigning i kundestrømmen i forbindelse med afhentning af pakker, siger han og fortsætter:

– Heldigvis kan vi sige at vi er med på vores mål i forhold til omsætningen i butikkerne. Den generelle travlhed stiller så også krav til at vores butikker er både effektive og driftssikre, så vi kan yde maksimalt og samtidig levere en god kundeservice. Helt grundlæggende er det en altafgørende faktor for at vi kan opnå vores mål.

KAN HANDLE HURTIGT OG TAGE ACTION

Da det er vigtigt for OK Plus at kunne drive butikkerne så effektivt som muligt, skal der samtidig også være kort vej fra beslutning til eksekvering af nye tiltag.

Med den nye håndterminalløsning kan butikkerne håndtere de vigtige butiksopgaver i det daglige. Derudover tillader løsningen også, at ny funktionalitet løbende kan tilføjes efter behov, hvis OK Plus f.eks. ønsker at anvende de mobile enheder til at registrere nye processer i butikkerne.

Løsningen består af mobile håndterminaler (model: Delfi PM66) med tilhørende software. Programmet er specialudviklet til Reitan Convenience Danmark med en række justeringer til OK Plus, så løsningen er tilpasset den daglige drift i butikkerne.

Et mobilt fjernstyringsværktøj (SOTI MobiControl) gør det desuden muligt at bruge Mobile Device Management (MDM) til at udrulle nye opdateringer og lave eventuel fejlsøgning – uden at have håndterminalerne i hænderne. Det sparer en del tid og administration, forklarer Klaus Bølle:

– Løsningen gør det muligt at handle hurtigt og tage action på nødvendige områder. Både i forhold til nye softwareopdateringer og support til butikkerne. På den måde kan vi udrulle nye enheder og løse opgaver langt hurtigere, forklarer han.

NY FREMTIDSSIKRET PLATFORM

Senest har OK Plus opgraderet til en ny fremtidssikret og Android-baseret softwareplatform. Det er en driftssikker løsning, der ifølge Klaus Bølle sikrer maksimal performance i butikkerne når det kommer til at printe nye hyldeforkanter, bestille varer, lave statusoptælling og lave vareopslag.

– Android-løsningen er fremtiden for os. Medarbejderne kan løse alle de vigtige opgaver med den digitale stregkodeløsning og det er med til at sikre en optimal butiksdrift, siger han.

I forbindelse med skiftet fra Windows til Android var OK Plus også på udkig efter nye håndterminaler til butikkerne. Her kiggede Klaus Bølle i første omgang på en touch-baseret enhed, da de fleste kender denne brugerflade fra deres mobiltelefoner i dag. Men efter at have hørt brugerne i forhold til deres ønsker, så faldt valget i stedet på en håndterminal med tastatur.

– Brugerne har talt og de ønskede simpelthen en håndterminal med fysiske knapper, så det fik de, fortæller Klaus Bølle.

BRUGERVENLIG OG MEGET INTUITIV OPLEVELSE

OK Plus lavede en manual til butikkerne i forbindelse med lanceringen af den ny løsning. Men det var slet ikke nødvendigt for manualen bliver ikke anvendt i det daglige.

– Løsningen er lige til at gå til og enhver kan finde ud af det, så der er simpelthen ikke behov for en manual. Brugervenligheden er i top og det er en meget intuitiv oplevelse hele vejen igennem. Det betyder også, at selv den ældre generation kan være med og det er naturligvis en klar fordel, fortæller Klaus og fortsætter:

– Med håndterminalerne sikrer vi korrekte registreringer i enhver proces – det sparer både tid og minimerer antallet af fejl, siger Klaus Bølle afslutningsvis.

OK Plus anvender stregkodeløsningen til følgende opgaver:

Bestille / printe hyldemærker

Ved at scanne varen kan man automatisk sætte print af ny hyldeforkant i gang.

Varebestilling

Butikken kan bestille varer direkte hos Reitan, som pakker og sender varerne. Det er også muligt at foretage genbestillinger. Med denne funktion kan personalet spare tid og administration ved at kigge på historikken på en vare, rette i skabelonen og foretage en ny bestilling.

Statusoptælling

Med automatisk integration til butikssystemet (Viking), kan OK Plus lave optællinger ved at scanne varerne og indtaste antal. Da processen er hurtig og enkel, er det også muligt at lave løbende optællinger – f.eks. på områder med svind. Efterfølgende kan lokationslister printes for at tjekke op på eventuelle differencer. Butikkerne har også mulighed for at indkalde optællerhold, som medbringer eget udstyr og kan foretage en komplet statusoptælling.

Vareopslag

Det er også muligt at anvende håndterminalen til at lave specifikke vareopslag hos kædekontoret.

OM OK PLUS

OK Plus er en landsdækkende kæde af conveniencebutikker, som alle ligger i forbindelse med et OK-benzinanlæg. I dag består kæden af 69 butikker og flere er på vej. Sortimentet i butikkerne udvikles løbende og dækker blandt andet læskende drikkevarer, velsmagende sandwiches, dampende varm økologisk kaffe eller frisk brød og kager. Derudover tilbyder OK Plus pakkeindlevering- eller afhentning, trailerudlejning, apotekervarer, læsestof eller gavekort og taletid.

Ønsker du at vide mere?

Kontakt os i dag, og vi vender retur med glæde

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.
Du kan læse mere om vores behandling af dine personlige oplysninger og cookies her.