Den lokale MENY-forretning i Frederikssund har fået elektroniske prisskilte. Ifølge købmanden, Per Christiansen, er det en opgradering, der kommer både kunder og medarbejdere til gode.
I dag anvender mange butikker og købmænd efterhånden elektronisk prisskiltning, men hos MENY i Frederikssund har købmanden helt bevidst ventet til nu, før papiret er blevet udskiftet med en digital løsning.
Købmand Per Christiansens MENY-forretning har installeret den nye løsning efter at have ventet flere år på den rette teknologi, som nu er taget i drift.
Efter skiftet fra papir til digitale skilte har det været særligt vigtigt, at kunderne tydeligt kan læse de nye skilte – og det kan de, ifølge købmanden.
- Der er sket meget med udviklingen inden for elektroniske prisskilte, og de nye skilte er langt lettere at læse – det er en af grundene til at vi har ventet. Timingen i forhold til teknologien, har været den helt rette for os nu, fortæller Per Christiansen.
Per har drevet forretningen siden 1991, så det er en erfaren købmand, som i dag leder de cirka 70 medarbejdere, der er tilknyttet butikken.