MIN KØBMAND MØLDRUP

Min Købmand Møldrup fremtidssikrer generationsskifte

Købmandsparret hos Min Købmand Møldrup er snart klar til at give stafetten videre. Pia Ambrosius er vokset op i købmandsbutikken, og har de sidste 26 år drevet forretningen sammen med sin mand Hans-Peter Ambrosius. Et par med en kæmpe iver for altid at have forbedringer for øje, og som op til flere gange har renoveret og optimeret den 460kvm store butik. Senest har de implementeret elektroniske hyldeforkanter.

Pia Ambrosius er 5. generationsindehaver af den lokale Min Købmand i Møldrup, og tiden er snart inde for Pia og Hans-Peter til at trække sig tilbage, og lade nye kræfter komme til. Tidligere på året annoncerede de et kommende generationsskifte til Per Thorsgaard, som i efteråret 2023 skal overtage forretningen. Dét er de klar til, og de føler sig trygge ved at bruge de næste år på at afgive ansvaret og dermed forretningen til Per Thorsgaard.

STORE AMBITIONER FOR AT OPTIMERE SAMT EFFEKTIVISERE BUTIKSDRIFTEN

Igennem deres tid i forretningen har parret flere gange renoveret og forbedret butikken. I 2002 udvidede de deres fysiske rammer, hvor de bl.a. inddrog stuehuset, som de selv boede i. I dag tæller butikken 460kvm samt et knapt 270kvm lager, kontor, køkken og personalestue.

I flere år har parret dog haft et ønske om at optimere endnu en gang. De har set hvordan deres kollegaer har installeret elektroniske hyldeforkanter, og dermed effektiviseret prisskiltningen – og dét har været på ønskesedlen længe. Det samme har nyt inventar været.

– De elektroniske hyldeforkanter fra Delfi Technologies er en langsigtet investering i butikken, som også næste generation vil få stor gavn af, fortæller Pia Ambrosius, der er indehaver af Min Købmand Møldrup.

– Forretningen er som vores eget barn, og vi ønsker kun at give de bedste forudsætninger til den nye købmand, og overdrage en butik vi er stolte af, supplerer Pia Ambrosius, 5. generationsindehaver af Min Købmand Møldrup.

"Vi har aldrig fortrudt den investering, vi har lagt i den digitale prisskiltning - vi har tværtimod fremtidssikret butikken til den nye købmand."

Hans-Peter Ambrosius, indehaver af Min Købmand Møldrup

DIGITAL PRISSKILTNING EFFEKTIVISERER MEDARBEJDERNES TID OG FREMTIDSSIKRER BUTIKKEN

Derfor begyndte et større planlægningsarbejde med placeringen af nyt inventar, samt hvilke og hvor mange elektroniske prisskilte købmandsparret havde brug for. Det blev til over 4.000 elektroniske hyldeforkanter, hvoraf 200 af dem er særlige gule skilte (Chroma Yellow), som bruges til at markere gul-pris-varer. Hele butikken stod færdig i sommeren 2021.

– Efter vi har fået elektroniske hyldeforkanter, kan vi på få sekunder ændre og tilpasse vores priser. Vi skal ikke længere bruge fredag aften på at udskifte papirskilte. Vi har aldrig fortrudt den investering, vi har lagt i den digitale prisskiltning – vi har tværtimod fremtidssikret butikken til den nye købmand, understreger Hans-Peter Ambrosius.

Kunderne deler heldigvis også købmandsparrets begejstring for den nyrenoverede og flotte butik. Købsoplevelsen er nu fuldendt, og kunderne er så småt begyndt at vænne sig til, at det fremover er Per Thorsgaard, der skal drive butikken.

Selv glæder Hans-Peter og Pia sig til at få endnu mere tid til børn og børnebørn, og deres mange andre aktiviteter som de sideløbende har. Pia har nemlig taget en akupunkturuddannelse og Hans-Peter sidder i flere interessante bestyrelser, hvor han ugentlig deltager i møder.

OM MIN KØBMAND

Min Købmand er en af Dagrofas lokale dagligvarekæder med fokus på nærvær, tryghed og god service. Her kan kunderne både købe stort og småt ind. På landsplan har Min Købmand 163 butikker, som er ejet af selvstændige købmænd.

Ønsker du at vide mere?

Kontakt os i dag, og vi vender retur med glæde

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.