Plantorama indfører elektroniske prisskilte i alle butikker, som skal sikre kæden en væsentlig reducering i deres papirforbrug. Projektet skal styrke kædens grønne profil og har samtidig en positiv indflydelse på kundeoplevelsen og medarbejdertilfredsheden.
I februar måned 2019 installerede Plantorama elektroniske prisskilte i havecenteret, Plantorama Egå, ved Århus. På baggrund af positive erfaringer herfra har kæden nu besluttet at foretage en udrulning af elektroniske prisskilte til de resterende 10 havecentre fordelt over Jylland, Sjælland og Fyn.
- Vi har med stor succes testet elektroniske prisskilte i vores havecenter ved Århus, som allerede har sparet både tid og papir. Den gevinst vil vi nu føre ud i alle butikkerne, så vi på længere sigt kan blive endnu mere effektive, samtidig med at vi kan hente en stor økonomisk gevinst på kædeniveau, fortæller Heidi Paaske Christensen, projektkoordinator hos Plantorama.