Den 1. maj 2020 fik Dalgaard Supermarked, MENY Hørsholm, ny købmand. Her startede et generationsskifte med den erfarne købmand, Lasse Simonsen, i spidsen. Han vil fortsætte butikkens succesfulde rejse og har allerede introduceret flere nye tiltag, herunder elektronisk prisskiltning.
Dalgaard Supermarked har fået nyt købmandspar med Lasse Simonsen i front sammen med hans hustru Kristine Simonsen ved hans side. Begge er opvokset i lokalområdet og bor i dag Rungsted. De kender nærområdet godt og har været trofaste kunder i supermarkedet. Lasse Simonsen er tidligere købmand i Virum Supermarked, der også er en del af MENY-kæden.
- Lisbeth Dalgaard, den tidligere købmand, har opbygget et unikt supermarked med en helt særlig stemning. Vi ønsker at videreudvikle supermarkedet med et lokalt fokus i tæt samarbejde med butikkens dygtige medarbejderstab, siger Lasse Simonsen.