I et land med store afstande og meget omskifteligt vejr, er effektiv logistik en nødvendighed. Det er også et naturligt omdrejningspunkt hos landets største detailkæde, Pisiffik, hvor man har implementeret en række stregkodeløsninger fra Delfi Technologies.
Grønland er verdens største ø med en bemærkelsesværdig geografi og størrelse. Omkring 81 pct. af det samlede areal er nemlig dækket af is. Det betyder, at al transport mellem byer eller bygder i Grønland foregår med fly eller skib.
Flere steder i landet kan det i løbet af vinteren dog være et problem at komme frem med skibene. Det er flere gange sket, at et skib på grund af for meget is, ikke kunne sejle i havn. I flere måneder kan man derfor risikere at skulle undvære friske forsyninger. Ved kritiske behov, så sørger Pisiffik dog for at sende varer afsted med fly, så de i stedet er fremme i løbet af nogle dage.
Langt størstedelen af dagligvarer kommer med skibe fra Danmark med 2-3 ugers leveringstid. Men varer som ikke kan holde sig så længe - for eksempel salat - bliver fløjet, og det er med til at skrue priserne i vejret.